“Du er jo ikke til at stole på!” Mor står og taler til mig, da jeg vågner.
“Hvorfor gør du det? Har du en kæreste nede på havnen? Hva’? Hva’?” bliver hun ved. Jeg forklarer hende, at jeg ikke ved, hvad hun taler om. Så kalder hun mig en løgner, for der er mudder på mine sko og på dørmåtten.
Hun har jo egentlig ret, jeg lyver tit for hende. Nu gør jeg hende stille og roligt opmærksom på, at jeg gik rundt om huset i går aftes, og at det er derfor, at der er mudder. Hun tror ikke på mig, men hun ved, at jeg skal over til far i dag, så hun vil ikke bruge morgenen på at være vred. Det er vigtigere for hende at give mig dårlig samvittighed, inden jeg går.
Jeg ved godt, at hun er bundurimelig og syg, så hun kan ikke rigtig ramme mig. Alligevel er det altså nogen gange bare for meget - hun har det jo virkelig, virkelig dårligt.
Svarer du igen på din mors anklager, inden du går i skole?