I min drøm svæver jeg over halgulvet. Dribler, tackler, skyder, dækker, løber i perfekt balance og med stor kraft. Jeg elsker stregerne på gulvet, der angiver banen. Inden for de streger er der intet, der kan røre mig, ingen tackling kan vælte mig, ingen dommer dømmer efter regler, jeg ikke kender.

I drømme genskaber jeg ofte scenen, hvor jeg blev udtaget til ungdomslandsholdet. Jeg sidder i hallens cafeteria efter en kamp, da der kommer en voksen mand hen til mig: “Hej, jeg hedder Janus, jeg er landstræner på U17 landsholdet. Har du lyst til at komme med til en træningssamling?”

Jeg blev så glad, at jeg ikke kunne sige noget. Jeg nikkede bare. Til daglig handler mit liv om ikke at blive set af nogen, kun til håndbold er jeg ligeglad, og så bliver jeg set af landstræneren!

Det bedste var, at jeg sad sammen med nogle af pigerne fra holdet, og de var ved at tabe kæben over udtagelsen. Jeg kom aldrig med til den samling, for jeg havde ikke penge til togbilletten, men Janus hentede mig, så jeg kunne køre med ham til den næste samling. Nu spiller jeg på ungdomslandsholdet. Både i drømmen og i virkeligheden.

Så vågner jeg.