Jeg ved ikke hvorfor, men jeg siger nej igen, selvom jeg ved, hvad der så skal ske nu.
Eller ikke lige nu, om et ukendt antal sekunder. Indtil det sker, kigger mor med store skræmte øjne på mig. Der løber et par tårer ned ad kinderne.
Nu sker det. Hun farer op og hen til vinduet, hvor hun klemmer kinden op mod ruden i et forsøg på at se ned langs muren.
“Der er en mand, han står der!” hviske-skriger mor. Hun kravler langs gulvet, så hun ikke kan ses gennem vinduet. Hun er på vej ind i stuen, hvor telefonen ligger. Hun ringer efter politiet, hvis jeg ikke går ud og kigger.
Det er mærkeligt, at hendes inderste angst er, at jeg skal blive kidnappet, men alligevel vil hun sende mig ud i mørket for at kigge efter en mystisk mand?
Går du ud og kigger efter manden?