Det er nemmest bare at gå ud og kigge med det samme. Mor bliver ved og ved, når hun tror, der er nogen ved vinduet, og hvis jeg skal nå at sove, kan jeg lige så godt få det gjort.

Jeg lyser med min mobiltelefon, så jeg kan se, hvor jeg går. Mor står i vinduet og tjekker, at jeg går hele vejen rundt om huset. Oscar Emil fra min klasse bor skråt over for os. Hans far og mor sidder og læser i stuen.

Der er ikke nogen udenfor, og jeg kan mærke på mor, at hun ikke vil forlange, at jeg tænder alt lys udenfor i aften for at kigge efter fodspor.

Da jeg kommer ind, er hun faldet i søvn. Det er nok den bedste gave, jeg har fået i dag. Nu kan jeg ligge i sofaen og se tv og spise chips hele natten eller gå en tur nede på havnen. Jeg elsker, når jeg kan være alene om natten eller hænge ud med de sjove og søde typer nede ved molen.

Ligger du i sofaen og ser tv hele natten?
Går du en nattetur på havnen?